Tag Arkiv | "Washington State"

Tags:

Gordon Brothers og golf


Der er altid nogle vingårdsbesøg man husker bedre end andre. Fra min tur til Washington State i maj 2006 husker jeg specielt besøget hos Gordon Brothers - en producent som for første gang netop er kommet til Danmark og forhandles af Nordic Wine Club.

Jeg deltog i Washington State Wine Experience og som afslutning på turen skulle vi have middag hos Gordon Brothers. Da vejret var fint blev det afholdt ude i det fri i et åbent telt. Gordon’s vinmarker ligger på en perfekt skråning ned mod Snake River (se billedet) og vores middag blev afholdt på et plateau oven over markerne med den mest fantastiske udsigt.

Som regel er det jo vin, der er hovedtemaet ved et vingårdsbesøg. Og vin var der også masser af her - både mængde og kvalitet var helt i top. Men det var golfen, der stjal billedet! Jeff Gordon havde stillet flere spande op med golfbolde og golfkøller var også til rådighed. Der blev udlovet præmier til de, der kunne slå en bold i floden - der var omkring 800 m.

For mig var golf en sport for folk over 40. Da jeg selv rundede 40 blev det til en sport for folk over 50! Men jeg må indrømme, at når man i første hug, efter kyndig vejledning naturligvis, rammer sådan en kugle bagi og ser den flyve i retning mod floden, så bliver man grebet af det! At de næste 20 slag, så var mere eller mindre mislykket er fuldstændig underordnet.

Og Jeff Gordon opnåede hvad han ville - de mange deltagere glemmer aldrig Gordon Brothers. Så når nu vinen er kommet til Danmark, må jeg hellere købe nogle flasker.

Og nej, jeg ramte ikke floden og det var der i øvrigt heller ikke andre, der gjorde…

Kategori: VinForum BlogKommentarer (0)

Tags:

Champoux Vineyards - 100 pts. vinmarken


Vinmarkerne i Washington State er ikke gamle. På nær nogle få er de fleste plantet inden for de sidste 10-15 år. Nogle af de ældste vinstokke i staten findes på ”Block One” hos Champoux Vineyards. Disse 2,8 ha er plantet i 1972 og de er blot en del af Champoux Vineyards’ 70 ha store vingård. Vingården ejes af Paul Champoux, der er af fransk afstamning langt ude og samtidigt forklarer, at hans navn blot skal udtales ”shampoo”.

Nu er Champoux Vineyards nok ikke den vinmark, der vækker den store genklang internationalt set. Den er beliggende i Horse Heaven Hills, der er en af Washington’s AVA’er. AVA står for American Viticultural Area og er amerikanernes svar på appellation systemet. Men Paul Champoux dyrker nogle af de bedste druer i hele Washington - ikke mindst hans cabernet sauvignon er meget efterspurgt. Paul Champoux dyrker nemlig kun druerne – vinen lader han andre om at fremstille. ”Jeg er ”farmer” og mit speciale er at dyrke (vin)druer – altså jeg beskæftiger mig med viticulture”, forklarer Paul Champoux mig. ”Ønologi er at lave vin fra disse druer – det har jeg ikke forstand på, så det lader jeg andre om”.

Sådan fungerer en stor del af vinproduktionen i Washington. Nogle dyrker druerne og andre koncentrerer sig om at lave vinen. Målt efter resultaterne en udmærket arbejdsfordeling. Specielt for Champoux. For en af hans kunder og partner i Champoux Vineyards, Quilceda Creek, har netop fået 2 gange 100-points fra Robert Parkers Wine Advocate for deres Cabernet Sauvignon i årgang 2002 og 2003. De første vine fra Washington State, der opnår dette magiske tal. Lidt hemmelighedsfuldt og ikke uden stolthed hvisker Champoux, at lidt over 80% af druerne til disse perfekte vine kommer fra Champoux Vineyard, mens resten er købt andre steder.

I øvrigt skulle både Quilceda Creek 2004 og 2005 være endnu bedre – hvis man skal tro Paul Champoux altså…

Kategori: ArtiklerKommentarer (0)

Tags:

Drivkraften bag Washingtons succes


Når amerikanerne gør noget, gør de det fuldt ud. Således også når det gælder vinproduktion. Man har ikke de samme snærende bånd, tradition og historie, som i f.eks. Frankrig, hvor en forældet vinlovgivning er ved at slå mange vinproducenter ihjel i flere områder. Så når det største vinfirma i Washington State har en vision om at fremstille vine, der kan måle sig med de bedste i verden, så siger de det uden at rynke på næsen. De mener det, og de tager al nødvendig teknologi og videnskab i brug for at nå målet.

Ste. Michelle Wine Estates er den dominerende vinproducent i Washington State og en af de ældste med rødder tilbage til 1934. Det var dog først i 1967, da man hyrede den legendariske, californiske vinmager André Tchelistcheff, at det for alvor gik løs. I 1976 byggede man et nyt vinslot, som man kaldte Chateau Ste. Michelle, lidt uden for Seattle i byen Woodinville.

Og i dag er Ste. Michelle Wine Estates førende når det gælder moderne vindyrkning. Alt styres ved hjælp af computere og intet overlades til tilfældighederne. Det er måske ikke særligt romantisk - der er langt til en lille vinbonde i Frankrig - men det er uhyre effektivt og slutresultatet (vinene) er imponerende. Fra markerne indsamles løbende information om miljømæssige faktorer som hvor forskellige insekter findes, vækst, jordbundsforhold, vind, temperatur og fugtighed. Man kan således løbende reagere på forhold i marken for at optimere både kvalitet og kvantitet. Og man lærer hvordan de enkelte vinmarker “performer” under forskellige forhold og kan således tilplante de optimale druesorter på de enkelte marker. Ret imponerende.

Ste. Michelle Wine Estates har kontrol over ca. 1/3 af alle vinmarker i Washington, så de er en dominerende skikkelse i området med vingårde (brands) som Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Domaine Ste. Michelle, Red Diamond, Snoqualmie, 14 Hands, Northstar og Col Solare.

Og især to af deres vine viser, at man er kommet langt. Begge er fremstillet i samarbejde med europæiske vinfolk, der har set mulighederne i Washington. Chateau Ste. Michelle Eroica er en fantastisk riesling lavet i samarbejde med Ernst Loosen fra Tyskland. Den viser både mineralitet, frugt og elegance med en smule restsødme. Jeg gav både årgang 2004 og 2005 91/100 pts. Prisen er kr. 198,00 i Danmark.

Col Solare er et samarbejde mellem Ste. Michelle og Piero Antinori fra Italien. For øjeblikket bygger man en helt ny topmoderne vingård til dette samarbejde. Col Solare er en blanding af druer fra forskellige distrikter i Columbia Valley, bl.a. vinmarker i Canoe Ridge, Cold Creek ogHorse Heaven Hills. Druerne er Cabernet Sauvignon (60%) , Merlot (30%) og Syrah (10%). Jeg smagte årgang 2002 flere gange og det var en af de bedste vine, jeg smagte “overthere” - den scorede skiftevis 94 og 95 pts. Den er koncentreret med blomme, hindbær, lidt tobak og vanille i næsen. Smagen er fyldt med lidt krydderi, chokolade og store bløde tanniner, der munder ud i en lang slutning. Desværre er prisen i Danmark helt oppe på 650,00 kr.

Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Northstar og Col Solare importeres i Danmark af Vinen Verden men Snoqualmie importeres af Sigurd Müller Vinhandel.

Kategori: ArtiklerKommentarer (0)

Tags:

Washington State - USA’s nordlige vinstat


Hvem skulle tro at noget af det bedste vin i USA bliver fremstillet nær den nordlige grænse til Canada? Det er i hvert fald svært at tro, når man ankommer til hovedbyen i Washinton State, Seattle, som er et af de mest regnfulde områder i USA og hvor klimaet i bedste fald er lig det danske. Læs hele artiklen

Kategori: ArtiklerKommentarer (0)