Tag Arkiv | ""

Tags:

Græsk vin på besøg


Siger Assyrtiko, Moschofilero, Aghiorgitiko eller Xinomavro dig noget? Hvis ikke skal du ikke fortvivle - indtil forleden anede jeg heller, hvad der gemte sig bag disse svært udtalte navne. Men det er druetyper, græske af slagsen og det er nogle af de navne grækerne gerne vil have, vi skal stifte et nærmere bekendtskab med. Derfor var alle sejl sat til, da græsk vin præsenterede sig selv på Langelinie Pavillonen med den græske ambassadør i spidsen.

I de flestes øjne er græsk vin forbundet med Retsina, det er synd og det er præcis det image, grækerne gerne vil have ændret. For der laves i dag fremragende vin i Grækenland. En lang række af nye, unge vinproducenter har indført moderne teknologi og know-how i produktionen og det har løftet kvalitetsniveauet gevaldigt de sidste par år. Hvilket da også kunne smages rundt ved de 29 udstillerborde. Der var mange glimrende vine, både på de førnævnte græske druetyper og så på de mere internationale som Syrah, Merlot og Cabernet.

Vinene var relativt moderne - altså med megen moden frugt og en stor anvendelse af nye egefade. Det var ikke alle vine, der var lige græske i det - de kunne være kommet fra andre moderne vinproducenter over hele kloden.

Der er ikke mange danske importører, der endnu har kastet sig over græsk vin. Den største er Dionysos Wine, der udelukkende importerer græsk vin og gør et kæmpe arbejde for at promovere vinene i Danmark. 8 af de 29 udstillere er således repræsenteret af Dionysos i Danmark.

Men det må være et arbejde op ad bakke - i hvert fald hvis græsk vin skal have et gennembrud hos den almindelige forbruger og ikke kun være et sjovt kuriosum hos vinnørder (se min tidligere artikel - Har græsk vin en chance).

Jeg ser umiddelbart 3 hovedproblemer for græsk vin i Danmark:

1. De nye græske vine er meget moderne og internationale i stilen, så selvom nogle er fremstillet på lokale druer er stilen meget mainstream omend kvaliteten bestemt er orden. Men de adskiller sig ikke positivt fra andre tilsvarende vine.

2. Prisniveauet på de gode kvaliteter er også højt. Og når man skal vælge vin til over 100 kr. flasken, så tror jeg altså ikke, at man som det første eller andet valg tager en græsk vin ned af hylden, når nu ikke kvaliteten er bedre. Så vælger man mere sikkert…

3. Selvom grækerne slår hårdt på de lokale druer, så vil det markedsføringsmæssigt ikke være nemt at få forbrugerne til at lære disse navne. Kan du huske druenavnene jeg nævnte i starten? Nej, vel.

Så hvor hårdt det end kan lyde, så tror jeg personligt ikke græsk vin står foran det store gennembrud i Danmark. Det forbliver en lille nichespiller for feinschmeckere.

Kategori: BlogKommentarer (1)

Tags:

Har græsk vin en chance?


Som en af de få større importører forsøger Sigurd Müller Vinhandel i Ålborg sig nu med at lancere to græske vinhuse på det danske marked. Firmaet er selv bevidst om, at det er en satsning, da det danske kendskab til græsk vin sikkert begrænser sig til Retsina og Boutari, drukket på ferieturen i det græske øhav.

Men som Mogens Bay fra Sigurd Mûller Vinhandel selv siger: “Hvorfor græsk vin? - Hvorfor ikke græsk vin?” De to vinhuse, Gaia Estate (udtales Gæja, så det ikke forveksles med italienske Gaja) og Domaine Gerovassiliou er valgt efter en lang proces, hvor over 100 vine er prøvesmagt. Det er to producenter, som er moderne og som satser på kvalitet.

Gaia Estate producerer vin i Nemea vest for Athen og på øen Santorini. På Santorini fra 200 år gamle vinstokke, som for at beskytte mod vind og vejr er snoet som en kurv - se billedet.

Domaine Gerovassiliou er beliggende i det nordlige Grækenland tæt ved Thessaloniki.

Ved en pressesmagning var ejerne selv til stede for at kommentere deres vine og uddybe deres vinfilosofi. Og forsøge at udrydde nogle fordomme, hvilket jo er en hård opgave over for den konservative danske vinpresse.

Vi smagte 13 forskellige vine, herunder begge vinhuses topvin i flere årgange. De mest spændende vine var dog:

Domaine Gerovassilliou Malagousia 2004
En spændende hvidvin lavet på den lokale drue Malagousia, som Evangelos Gerovassilliou faktisk har reddet fra udryddelse. Vinen har en intens duft af moden pære, grape, melon. Den er mellemfyldig med en god frugt, fylde og en meget flot, behagelig og ret kraftig smag. Den er faktisk rigtig god! Slutningen er lang, tør og frugtig. 88/100 pts. og prisen er kr. 99,50.

Domaine Gerovassilliou Estate Red 2002
Vinen er fremstillet på Syrah og Merlot. Den har en intens duft af kirsebær, peber, lakrids, lidt animalske toner. Mellemfyldig vin med god frugt og en del tannin og nyt egefad. Flot sag med dejlig kraftig og intens smag. Slutningen er meget lang og behagelig. 88/100 pts. og prisen er kr. 130,00.

Domaine Gerovassilliou Syrah 2002
Gerovassillious topvin. Den har en intens duft af kirsebær og blomme. Mellemfyldig til fyldig vin med flot lidt kølig frugt og en rank struktur med en let krydret og let mineralsk smag. Slutningen er lang, ok og let sødmefyldt. 89/100 pts. og prisen er kr. 175,00.

Gaia Estate 2001
Gaia’s topvin fremstillet på den lokale Agiorgitiko-drue. Vinen har en intens duft af kirsebær, animalske toner, vanille. Mellemfyldig vin med en enorm flot smag. Her er dejlig balance, flot struktur og en skøn harmonisk, intens og flot smag. Virkelig lækker sag med en meget lang slutning. 90+/100 pts. og prisen er kr. 180,00.

Som det fremgår er det faktisk rigtig gode vine på et højt niveau og som sådan kan de konkurrere på lige fod med franske, spanske og italienske konkurrenter - pris/kvalitetsforholdet er på højde med disse.

Men den konservative vinverdens realiteter er nogle andre. Hvis du står og skal vælge en vin til 130 kr. og mulighederne er franske, italienske eller græske, hvilken vin bliver så taget ned af hylden? Næppe den græske.

Eller repræsentations- eller julegaven. Bliver den fyldt med græsk kvalitetsvin? Næppe.

Nogle få restauranter vil sikkert finde det interessant at sætte græsk vin på vinmenuen - men sikkert ikke mange.

Det er op ad bakke. Erfaringen og historien fortæller, at vine fra nye vinlande skal være bedre og/eller billigere for at have en chance for at trænge igennem. Tænk blot på Australien og Chile, der har formået dette.

Det betyder ikke, at de græske producenter ikke har en chance og man bør hylde Sigurd Müller Vinhandel for at tage initiativ til at øge kendskabet til disse spændende vine. Men mere end en ubetydelig nichespiller bliver det nok aldrig. Med mindre Parker lige kommer forbi og kan lide vinene - men det er jo en anden historie…

I øvrigt vil jeg godt anbefale at tage en af de ovenstående vine med i en blindsmagning. Den vil dels give modstand til andre vine og sikkert drille de fleste. Og mange vil sågar kunne lide den!

Kategori: BlogKommentarer (2)

Advertise Here
Advertise Here

Relevante sider

Kategorier